Henrik Ibsens skrifter

Efterat jeg nu i henved fire måneder ikke har givet noget livstegn fra mig, vil jeg idag sende Dem nogle linjer. Jeg ved jo nemlig ikke om bladene hjemme er ligeså samvittighedsfulde til at bringe gode og pålidelige som mindre gode og forvanskede nyheder angående mig. ​Man var meget skyndsom med at berette at «Kongsemnerne» ved en prøveforestilling i Meiningen ikke skulde have behaget publikum dersteds; men man har måske ikke forhastet sig med at underrette om at ​stykket derefter 9 aftener i rad blev givet i Berlin under stormende bifald og med talrige fremkaldelser af forfatter og skuespillere, og det uagtet ​mange af journalisterne af nærliggende grunde ingenlunde havde noget godt øje til mig. Efter denne sejr modtog jeg fra ​ hertugen af Meiningen en indbydelse til at gæste ham på ​hans lystslot Liebenstein, tilbragte en herlig tid der og dekoreredes ved min afrejse med ​den Sachsen-Ernestinske husorden. ​Til vinteren skal jeg igen besøge hertugen i Meiningen. I Oktober skal ​ «Hærmændene» opføres på Burgtheatret i Wien ; også derhen har jeg erholdt officiel indbydelse, ligeså til ​ Schwerin, hvor «Kongsemnerne» skal gives i November. ​På hoftheatret i Dresden skal «Hærmændene» gives om et par uger; ​samme stykke er også under indstudering ved stadttheatret i Leipzig og ​spilles nu for tiden igen med stort bifald i München. Ved hvert theater erholder jeg 10 % af bruttoindtægten af samtlige forestillinger for livstid og mine arvinger det samme i 15 år. Dette er jo unegtelig en hel del fordelagtigere, end ​hvad justitsråd Berner finder det passende at byde mig, og man vil derfor finde det begribeligt at jeg nu først og fremst lader mig det være magtpåliggende at gøre mine arbejder frugtbringende her. En ​ ​tysk originaludgave af «Fru Inger» foreligger allerede færdig i manuskript og vil ​til en begyndelse blive given i Meiningen og i München.

Under varetagelsen af alle disse anliggender har jeg måttet sætte fuldførelsen af mit ​nye skuespil tilside; men efter tilbagekomsten til München ​i begyndelsen af næste måned er det min agt at lægge den sidste hånd derpå, skønt det unægtelig ikke er meget fristende at skrive for theatrene hjemme. ​Hvorledes går det med «Hærmændene» i København? Efter bestemmelsen skulde jeg have endnu 500 kroner efter 20de opførelse. Er det af den grund virkelig herr Berners hensigt at henlægge stykket efter den 19de, som det jo oplevede ifjor? Et betegnende træk af nævnte herre har jeg ikke forhen fortalt Dem. ​I det brev, hvori han indleder underhandlinger med mig om «Hærmændene» skriver han at theatret kun kan betale mig så og så meget, «eftersom stykket er for kort til alene at fylde en hel forestillingsaften.» Og dog erfarer jeg senere at stykket hver eneste gang har været givet som ​helaftensforestilling; men herom har herr Berner ikke med et ord underrettet mig. Jeg skulde gerne se at han ved lejlighed kunde blive mindet herom; thi deslige kunstgreb er dog virkelig altfor simple til at passe sig for et kongeligt theaters chef eller styrer.

​Den nye udgave af «Peer Gynt» har jeg længe ventet at skulle se averteret; forhåbentlig er dens udkomst nu nær forestående. Og måske tiltrænges ​til jul et nyt oplag af en eller anden af mine øvrige bøger. Særdeles kært skulde sådant være mig; thi jeg trænger til penge og theaterhonorarerne hernede udbetales kun kvartals- eller halvårsvis. Tør jeg derfor, uagtet min gæld til Dem, bede Dem om at ville sende mig 450 RՖ, adresseret således, som anført foran på dette brev? De vilde bevise mig en stor tjeneste derved og jeg har det faste håb at der ikke skal hengå lang tid før der igen er tilvejebragt ​ballance i vort mellemregnskab.

Egnen er vidunderlig skøn hernede på grænsen af Italien og klimatet det behageligste, man kan tænke sig. ​ En dansk og ​ en finsk dame samt den unge forfatter John ​Poulsen fra Bergen har sluttet sig til os; men forøvrigt hører vi meget lidet fra hjemmet. Den nævnte unge landsmand har imidlertid fortalt os en hel del om ​sit ophold i København, hvorover han er såre henrykt. At alt står vel til i Deres kreds tør vi af hans beretninger slutte, men særdeles kært skulde det være os at erholde Deres egen bekræftelse derpå. – Overhovedet beder jeg Dem om ikke i min lange taushed at se noget tegn på aftagende interesse for ting og personer hjemme, og i håb om at De hellerikke opfatter den således sender jeg Dem og Deres kære vor bedste hilsen og tegner mig